Sheik

Jeg så mig omkring. Stedet lugtede af en blanding af urin, afføring og røg. Det sved helt i næsen af den stank, og jeg havde svært ved at trække vejret. Rundt omkring på gulvet lå der gammelt og beskidt tøj, madrester, og mugne tallerkener. Ikke et sted jeg havde lyst til at være særlig længe.
På det kolde stengulv lå din mor. Hun var så tynd, at jeg kunne tælle hendes ribben på afstand. Fyren sad lige ovenover hende, og var vidst ikke klar over hun lå der, siden han brugte hende som askebæger. Han så op på mig, hvorefter han rejste sig og daskede din mor en over snuden, så gløderne fra hans nedbrændte cigarret stod ud til alle sider. "Så er der sgu gæster gamle" sagde han. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, jeg kunne bare mærke en tryggen inde i maven.
Han viste mig hvor i var, og jeg fik øje på dig.
Aldrig havde jeg set så trist og sørgmodigt et lille ansigt. Underernæret og spinkel, listede du over i det fjerneste hjørne, efter at have kæmpet forgæves for et lille stykke af den håndfuld tørfoder han smed ud på gulvet til jer. Her handlede det om at være den stærkeste, og hurtigste hvis man ville overleve. Jeg så på dig længe. Jeg så på dine fine hvide poter som var alt for store til din lille spinkle krop. Ørerne på alle dine 12 søskende stod op i vejret og flagrede i takt med deres små bjæf, men de sad på dig som var de klistret fast til dine kinder. Skammen i dine øjne, dine store bedrøvede øjne, sagde mere end mine ord kan beskrive. Nu fik jeg ondt i maven. En smerte der sjældent forlader kroppen før man har gjort noget ved den. En smerte der ikke bare går i sig selv. Du skulle væk der fra, med mig hjem. Fyren så underligt på mig, da jeg fortalte det var dig jeg ville have. Han gik ind for at tage dig væk fra de andre, og du vidste godt hvad der skulle ske. Du krummede dig sammen, så meget at du næsten blev halvt så stor. Han tog fat i nakken på dig, og trak dig ud af din krog i ét hug, men mistede grebet, og du løb tilbage igen. Så skete det jeg havde frygtet. Han gav dig et ordenligt spark i maven, og du jamrede og græd. Jeg kunne ikke se på mere. Jeg vendte mig om, og lyttede til hvordan du blev ved med at skrige i takt med næven der ramte dig uadskillige gange. Hvor ville jeg ønske jeg gav ham en ordenlig en på siden af hovedet. Men som de kloge siger, så skal sådan en som dig, opdrages med hård hånd. Og det er åbenbart bogstaveligt talt.

I bilen var du stille. Jeg kunne mærke dit lille hjerte banke igennem tæppet jeg havde viklet rundt om dig. Du rystede stadig lidt efter den voldsomme oplevelse, men du skulle have vidst du var tryg hos mig. Du skulle have vidst jeg var der for at passe på dig. Du skulle have vidst jeg tog dig væk fra din mor, og dine søskende for at hjælpe dig, ikke for at såre dig, eller gøre dig ondt. Men du græd indeni. Det ville jeg også have gjort hvis ikke jeg vidste bedre.
Vi stoppede ved en rasteplads så du kunne komme ud og få lidt frisk luft. Jeg tænkte det ville være rart for dig, siden du ikke var vant til at komme udenfor, og kunne slet ikke forestille mig hvordan det måtte være at leve og vokse i sådan en stank, med sådan en næse som du har. Da jeg satte dig ned på jorden, faldt du. Jeg satte dig på benene igen, men du orkede ikke at blive stående. Jeg mærkede en vrede hobe sig op i mig. Jeg blev nødt til at græde, fordi jeg ikke kunne håndtere at se hvordan du led. Jeg gav dig noget vand, og noget mad. Men du sagde nej, så vi måtte køre videre.

Da vi kom hjem til mine forældre, blev du modtaget med åbne arme. Jeg var stolt af dig, fordi du havde klaret den lange køretur, og fordi nu havde du samlet lidt kræfter til at gå selv. Mine forældre ville så gerne hilse på dig, men jeg kunne se på dig at du ikke havde lyst til at snakke med nogen, så jeg tog dig ind til mig. Da vi gik i seng lå du på gulvet. Du havde fået det bedre, og havde spist og drukket rigeligt. Jeg kyssede dig på snuden og slukkede lampen. Da jeg vågnede næste morgen, havde du sneget dig op under min dyne, selvom jeg havde skubbet dig ned mange gange i løbet af natten. Jeg løftede dynen op, og kiggede ind til dig, og du kiggede ud på mig. Du var så sød og lille.

Du voksede hurtigt, måske lidt for hurtigt. For du blev stor og stærk, og jeg kunne næsten ikke vinde over dig længere når vi sloges for sjov. Men det gjorde ikke noget. Jeg elskede dig inderligt, og du elskede mig. Når jeg sov, sov du også. Når jeg vågnede, vågnede du. Når jeg gik, fulgte du med. Du var den eneste jeg stolede på, du var min medicin når jeg var syg. Jeg passede på dig, du passede på mig. I aller højeste grad. Der var en episode, hvor min bror skubbede til mig og jeg lod som om jeg græd. Da blev du tosset, og du blev så vred på ham at han blev helt bange for dig. Der gik du altså lidt over stregen, men jeg sagde det ikke til dig, for du var min guldklump. Vi havde så tæt et bånd, at kun en af os ville kunne bryde det.

En dag tog jeg dig med ned til åen, for du elskede jo at svømme. Du hentede bolden til mig, og svømmede trofast hen og afleverede den igen. Da du blev træt, gik vi hjem. Men der var gæster, og du kunne ikke så godt lide fremmede. Jeg sagde til dig at der ikke skete noget, og jeg ville vise dem alle hvor smuk og dejlig du var. Men du blev vred. Du blev meget vred. Jeg havde aldrig set denne side af dig, og jeg blev bange. Bange fordi jeg aldrig havde behøvet at give dig en ordre. Du lyttede ikke til min stemme, og målrettet løb du hen og bed min lille kusine. Du bed hende så hårdt, at hun blødte meget voldsomt.
Jeg gik i stå. Alt omkring mig gik i stå. Min far smed dig ud i bilen. Alt var kaos, alle græd, min mor var helt ude af den. Min far satte sig i bilen, og begyndte at køre væk med dig. Jeg løb så hurtigt, at jeg næsten faldt, men jeg nåede det ikke.

Du brød vores bånd.